1970

Oversøisk Træimport i Ramløse brandhærget

Ramløse 22. september 1970, kl. 19:20

Oversøisk Træimport, Møllehave­gård, Ramløse, blev i aftes hærget af en brand. Det lykkedes at redde stuehuset, mens de tre udlænger blev mere eller mindre ødelagt af branden. Alle fire længer var ståtækte. Jorden til den tidligere landejen­dom er for størstedelen udstykket til sommerhuse, og i gårdens bygninger har ejeren, Erik Glistrup, indrettet træimportvirksomhed. I stuehuset har Erik Glistrup beboelse, mens der er kontorer i en af udlængerne. I de to øvrige udlænger er der lager og værksted. Ilden opstod kl. ca. 19,20, og Falck­Zonen fra Helsinge samt CF fra Hillerød blev tilkaldt.

Ved hurtig og dygtig indsats lykkedes det at redde stuehuset. Vinden bar ellers fra de brændende bygninger og ind over stuehuset, og varmen var så stærk, at ruderne i stuehuset knækkede. Ved at overdænge bygningen med vand lykkedes det at redde den. I længen, hvori der er kontorer, er der brandsikkert loft, således at kun øvringen brændte, hvorimod de to andre udlænger praktisk taget nedbrændte. I løbet af halvanden time var ilden under kontrol, men der forestod flere timers arbejde med efterslukning og oprydning. Brandårsagen var endnu i aftes ukendt, ligesom der ikke forelå noget skøn over brandskadens omfang.